Dabba - Frokostordning med grønne værdier
En af de måder, vi i 8Kilo forsøger at minimere vores påvirkning af miljøet på, er gennem vores valg af frokostordningen fra aarhusianske DABBA.
DABBA, som betyder madkasse på hindi, har nemlig udviklet en bæredygtig frokostordning ud fra den vision, at gode råvarer og klimavenlig mad sagtens kan gå hånd i hånd med god smag og en spændende madoplevelse. Og selv om det måske ikke lyder af alverden, kan netop det, vi spiser, faktisk gøre en kæmpestor forskel i det endelige klimaregnskab. Både i forhold til de madvarer, vi vælger, og i særdeleshed i forhold til hvor meget mad vi smider ud. For madspild er et kæmpestort problem. I gennemsnit smider hver dansker 63 kg mad i skraldespanden i løbet af et år i stedet for at spise det, og ifølge FN’s landsbrugsorganisation havner 1/3 af alle de fødevarer, der bliver produceret på verdensplan i skraldespanden.
Det vil vi hos 8Kilo gøre op med, og ved at gå fra en traditionel frokostbuffet, hvor der altid var en masse mad i overskud, til DABBA, har vi sænket vores madspild med op til 31 pct. Og skulle det ske, at vi en dag ikke spiser op, bliver alle resterne sendt til Daka Refood, som omdanner det til biogas og gødning. På den måde sikrer vi, at energien og de vigtige næringsstoffer kommer tilbage til jorden. - Det er en cirkulær tankegang, som vi kan stå inde for!
DABBA tilbyder hver dag fire menuer. Den klassiske, den varierede, den vegetariske og den veganske. Og selvom vi ofte vælger det plantebaserede, er vi hos 8Kilo ikke hellige. Vi vælger også ind imellem menuerne med kød, men vi gør det med god samvittighed. Alle Dabbas menuer er nemlig lavet med udgangspunkt i Concitos “Den Store Klimadatabase”, så de mest CO2-tunge ingredienser er valgt fra. Der er altså meget begrænsede mængder af okse- og lammekød, mens kylling og svinekød oftere er at finde. Desuden har DABBA et stort fokus på, hvor deres ingredienser kommer fra. Langt de fleste råvarer er lokale og økologiske, hvilket reducerer CO2-udslippet ved transport og bruger færre ressourcer ved at undgå pesticider.
Skåret helt ind til benet, får vi ved at vælge Dabba, en frokostordning, som tager ansvar og på alle måder afspejler vores virksomheds værdier:
- Ingen overflødig indpakning. Alle menuer bliver leveret i portionsanretninger i en tiffin madkasse, som kan bruges igen og igen… og igen. Farvel til plastik og pap!
- Grøn strøm og tankegang. Dabba bruger udelukkende grøn strøm og klimavenlige løsninger.
- Meget mindre madspild. Faktisk op til 31 pct. mindre sammenlignet med traditionel buffet.
- Zero emission levering. Alt mad bringes ud på cykler, hvilket både er godt for klimaet og den tætte trafik inde i byen.
- Fokus på årstidens råvarer og økologi - altid med udgangspunkt i lokale producenter. En gulerod skal komme fra Danmark og ikke fra Peru.
- Zero waste og cirkulær tankegang. Alt bliver genbrugt - også eventuelle madrester, som bliver sendt til Daka Refood.
- Socialt ansvar. Dabba tager et stort socialt ansvar ved at bygge bro mellem erhvervslivet og studerende eller borgere med sociale eller psykiske problemer. Alle er ansat lige nøjagtig der, hvor man har sin styrke og interesse.
Med andre ord, vi er, hvad vi spiser, og med Dabba sørger vi både for at passe på vores kroppe, vores medmennesker og vores planet.