logo

Recap | Aarhus’ første Shopify Meetup


Onsdag d. 25. oktober var vi værter for en inspirerende formiddag for alle Shopify-interesserede. De 55 deltagere var en god blanding af forhandlere, udviklere, Shopify eksperter og partnere fra det meste af Jylland. Programmet omfattede digitale insights samt best practice shops og integrationer.

 


Hannu Vangsgaard
, digital voksenven og forretningsudvikler, lagde ud med at give en håndfuld digitale råd til e-commerce forhandlere. En af hans pointer var, at indsigt i kunderejsen er altafgørende i alle nye tiltag. Spørg dine kunder, og brug den data, du allerede har om dem. Han mindede også om, at uanset hvor meget, du synes din forretning flytter sig, udvikler den sig generelt ikke hurtigt nok. Skab forudsætninger for eksponentiel vækst ved at kigge fremad og investere proaktivt.

Salgschef og partner i Webshipr, Thomas Andersen, fortsatte talerækken med at zoome ind på logistik og ordreflow. Selv om det sjoveste er webshoppens design, funktioner og salgstal for mange af os, betaler det sig at være grundig i udformningen af ordreflowet. Sådan kan du mindske frafald i checkout, returvarer, fejlleveringer og fragtomkostninger. Giv for eksempel ikke kunden flere end fem forsendelsemuligheder, hvis du har én fragtleverandør, og har du to leverandører, så giv op til tre muligheder med hver.

Så tog vores egen CEO, Michael Dalsgaard, over og opridsede kort Shopifys historie fra den spæde start til deres +500.000 shops på verdensplan i dag, hvor de har voksende fokus på de skandinaviske markeder. Michael havde også en aktuel case med fra Stauning Whisky, der udelukkende laver limited edition whisky. Da de lancerede deres seneste whisky, Heather, i starten af oktober, solgte de samtlige 1000 tilgængelige flasker på syv minutter. Alt kørte problemfrit, så du kan roligt bruge Shopify-platformen til Black Friday og flash sales med høj belastning på checkout.

Sidste speaker var Head of e-commerce i aarhusianske Shoe the Bear, Yoyo Olesen. Deres nye webshop er en klon på tre forskellige domæner: én til det danske, én til det europæiske og én til det amerikanske marked. Shoppen er et stort visuelt inspirationsunivers bygget op omkring to indgange, der segmenterer kvinder og mænd fra første klik.

Tak for et godt event til både oplægsholdere og deltagere!

Nåede du ikke med? Så hold øje med vores næste meetup.